Generalforsamlingen flyttes til Hirtshals
Kære medlemmer.
Bestyrelsen har tidligere annonceret at generalforsamlingen 18. maj skulle holdes i København. Men vi har besluttet at flytte den til Hirtshals.
Årsagen er at samme dag åbner Naturmødet i Hirtshals – den nye nordjyske pendant til Folkemødet på Bornholm; bl.a. med debatter om forholdet mellem landbrug og natur.
Da en god del af vore medlemmer formentlig gerne vil deltage i både Naturmødet og generalforsamlingen, har bestyrelsen besluttet at kombinere disse to arrangementer.
Det betyder, at generalforsamlingen finder sted
Torsdag 18. maj kl. 11:00
Hotel Montra Skaga
Willemoesvej 1,
9850 Hirtshals
Det er lige for enden af motorvejen fra Rom og 20 meter til højre.
Naturmødet åbner kl. 14:30.
Fra programmets første dag kan fremhæves debatten kl. 16:00: “Kan man aflive myter og dogmer om landbrug og natur”.
Om Naturmødet – med tilrettelæggernes ord:
“Gennem tre dage omdannes den nordjyske by Hirtshals til epicenter for dansk naturdebat og naturoplevelser… Fra seks forskellige platforme, Thunderdome, Life, The Village, Explore og Roots, bliver dit syn på naturen udfordret. Hvad skal vi med den? Skal den reddes eller bruges? Bevares eller udvikles?”
Fed stemning og frisk luft
Der var 4500 deltagere ved premieren i 2016 med 34 debatter på tre forskellige scener mellem repræsentanter for natur-interesserne, landbruget, fiskeriet, forskningen samt lands-og lokalpolitikken. 120 aktiviteter og debatter på Outdoor-scenen. Fed stemning og frisk luft på pladsen mellem kroen, havnen, fyret og havet.
Hjemmeside: naturmoedet.dk.
I København i 2018
I 2018 vil generalforsamlingen blive holdt i Københavnsområdet.
Dagsorden for generalforsamlingen 2017 udsendes senere. Vi håber rigtig mange vil sætte kryds i kalenderen.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen.