Invitation til Roskilde Dyrskue den 31. maj – 2. juni. Pressekortet giver adgang til dig + tre gæster
Vi har fornøjelsen af at formidle denne invitation fra Roskilde Dyrskue til medlemmer af DFLJ:
Nu varer det ikke længe før, Roskilde Dyrskue atter åbner portene til en hel weekend i landbrugets tegn.
Igen i år vil det glæde os at invitere pressen til dyrskuet, som finder sted i perioden fra den 31. maj til den 2. juni 2024.
Alle standarealer er allerede totalt udsolgt på den 35 ha store dyrskueplads, og vi er meget overvældet over den store interesse.
Igen i år er der selvfølgelig plads til en masse nyheder og spændende aktiviteter.
Vi kan blandt andet bryste os af et nyt Street Food område med lækker mad fra alle verdenshjørner.
Der er kommet havetraktortræk på programmet, fødevareudstillingen i Spisekammeret er udvidet og rykker også udendørs, området med Fremtidens Håndværkere får besøg af hele 22 erhvervsuddannelser, som skal vise deres håndværk frem og på Maskingårdspladsen vil der blive stillet skarpt på temaet energi, når der bliver formidlet omkring biogasanlæg.
På alle vores gårdspladser zoomer vi ind på dansk landbrug og formidler i øjenhøjde for både store og små.
I Spisekammeret har vi sammensat et spændende program, hvor blandt andet kokken Umut Sakarya kommer og afholder workshops.
Og traditionen tro, så vil Dyrskuepladsen være fyldt med dyr og deres glade udstillere.
Vi kunne fortsætte med at fortælle om alle de aktiviteter og spændende oplevelser, man kan få på Dyrskuepladsen, men vi håber, at du har lyst til at komme og opleve det selv og skrive en god historie.
Ved visning af pressekort kan du + tre personer få gratis adgang til dyrskuet.
Desuden giver pressekortet adgang til Handicap parkeringen (den tidligere VIP-parkering) på Darupvej over for hovedindgangen.
Tæt ved hovedindgangen stiller vi et presserum til rådighed, hvor vi serverer diverse forfriskninger.
Har du brug for at få opbevaret dit udstyr, kan det lægges i sekretariatet (den sorte træbygning bag ved presserummet).
Arrangementet åbner kl. 8.00 fredag den 31. maj mens den officielle åbningsceremoni finder sted i Ring 1 fra kl. 11.30- 12.00 med aktuelle taler fra formand for Roskilde Dyrskue Villads Sørensen, Roskildes borgmester Tomas Breddam og formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard.
Jeg vil glæde mig til at byde jer velkommen – ring eller skriv endelig, hvis jeg kan være behjælpelig med noget i forbindelse med jeres deltagelse.