skip to Main Content
Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

Skal du med på IFAJ-kongres for landbrugsjournalister i 2023, hvor turen går til Canada.

Skal Du Med På IFAJ-kongres For Landbrugsjournalister I 2023, Hvor Turen Går Til Canada.

Morten Damsgaard, en af årets vindere i DFLJ’s journalistkonkurrence skriver om sin oplevelse af IFAJ-kongressen i Danmark i 2022

Af Morten Damsgaard

Når landsholdet i enten fodbold, håndbold, eller en hvilken som helst anden sportsgren, samles på en stribe og synger med på Oehlenschlägers ’Der Er Et Yndigt Land’, kan jeg næsten altid mærke nakkehårene rejse sig en smule.

Følelsen af fællesskab og stolthed over vores fædreland samt det faktum, at vi har udvalgt netop de bedste personer i én bestemt sportsgren til at repræsentere os, og dermed vise alle andre lande, hvordan spillet faktisk skal spilles, er uden tvivl de tre grunde til gåsehud, jeg mærker, når vi danskere endnu engang sætter kursen efter guldet i forskellige sportsgrene.

Det er en helt utrolig fantastisk følelse, og noget jeg sjældent ellers mærker.

Og dog.

For det gik op for mig i sommer, at den nøjagtigt samme følelse kan forekomme, når vores stolte landbrugserhverv skal vises til omverdenen.

Jeg meldte mig som frivillig til både at klare praktiske gøremål i forbindelse med IFAJ-kongressen, men også til at være guide på én af de 20 ture, som der var arrangeret for de over 100 kongresdeltagere, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Jeg har nok altid vidst, at vi i Danmark har et utroligt velfungerende landbrug og er med helt fremme i konkurrence blandt de førende fødevare-producenter i verden – men jeg var slet ikke klar over, at de ting, som vi tager for givet i landbrugets dagligdag, for mange udenlandske journalist-kollegaer, næsten kan sidestilles med raketvidenskab.

Lysår foran

Ét af de første områder, hvor jeg for alvor blev stolt over at være dansker, under den fem dage lange kongres, var det, at jeg altid har set de danske landmænd som fødevare-producenter. Men sandheden er jo, at branchen i utrolig høj grad også er energi-producenter.

Det har jeg da naturligvis vidst længe, da de første danske biogas-anlæg på danske bedrifter har snart 10-års jubilæum. Men det blev for alvor i italesat på den danske IFAJ-kongres.

Danske landbrug med biogas-anlæg, vindmøller og solceller på markerne, er alt sammen noget vi tager, som en selvfølge, men at dansk landbrug nu også rykker ind i en liga, med Power to X, udvikling af flybrændstof og et restprodukt i form af biokul, som kan spredes på markerne og lagre den så skadelige CO2 er jo næsten som at se en science fiction-film – i hvert fald når man spørger mange af de kongresdeltagere som var i Danmark i sommer.

I flere lande er man først ved at komme til det stadie, hvor landbrugene bliver industrialiseret, og ikke længere blot foregår i køkkenhaven bag alle huse i landsbyen. Så at stå med kongresdeltagere, som måske for første gang hører om Arla, Danish Crown eller DLG er en utrolig underlig – men stolt – fornemmelse.

Eksportere for milliarder

Stoltheden kommer naturligvis også af, at de øvrige kongresdeltagere tydeligt kunne se, at det ikke er en eller anden dansk fornemmelse, at være foran på teknologi til miljø, energi og fødevare, men at vi rent faktisk tjener penge på netop at være foran.

Det blev helt tydeligt for mig, på ét af de besøg jeg var guide på: Hos danske Samson Agro i Viborg. Den midtjyske maskinfabrik producerer maskineri til håndtering af primært flydende og fast husdyrgødning, og eksporterer det til stort set hele verden.

Den danske teknologi er kendt selv på den anden side af jorden, og som en Canadier sagde til mig: ”De danske maskiner fra Samson er klart de dyreste på vores hjemmemarked i Canada – men også klart de bedste”.

At vi er blevet så god til at eksportere landbrugsmaskiner til gylle-håndtering skyldes blandt andet en dansk regering, som ofte har gået enegang i forhold til selv vores naboer i Europa, og været god til at hjælpe/presse landbruget i en retning, som ofte giver os et godt image i den store verden. Vandplanerne var med til at give os en eksport af gylleteknologi for milliarder til hele verden – jeg håber personligt, at CO2-afgift på dansk landbrug kan gøre det samme. Det er dog vigtigt, at man ikke kvæler fremgangen i sin bestræbelser på at være bedst. For vi skal for alt i verden bevare vores stolthed over erhvervet, og få en smule gåsehud, når vi ser folk fra udlandet måde over noget, som vi måske tager for givet i dagligdagen i vores bedste erhverv: Dansk Landbrug.

Du kan melde dig til IFAJ-kongres i Canada her https://www.ifaj2023.ca/


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top
×Close search
Search