skip to Main Content
Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

Det er en sjælden mulighed for langvarig træning

Post Series: Gambia

Et par betragtninger fra DFLJ’s og NAC’s træning af radiojournalister i Gambia.
Af Frederik Thalbitzer, foreningens udsendte frivillige medarbejder.

Når vi sidder omkring madfadet – vi spiser fire mand af hvert fad – med fingrene naturligvis, sludrer jeg med de radiojournalister, vi træner om, hvad de synes om det hele. De er altid høflige så, jeg skal nok lige trække 20-30 procent fra, men man kan også godt mærke, når de siger noget, der kommer fra hjertet.
”Det er sjældent, at man får mulighed for en langvarig træning her i Gambia. Måske kan man få en eller to dage, men der kan man ikke lære så meget,” sagde en af dem.

Halvandet års træning
Det har han jo nok ret i. Man kan sige meget på to dage, men har man så opnået en kunnen? Jeg tvivler på, den vil være stor. Derfor er jeg også stolt over, at det er lykkedes os at skrue halvandet års træning sammen, hvor vi kommer fra Danmark hvert halve år og hvor de har månedlige møder med vores lokale trænere, alt imens de laver radioprogrammer til deres radio hver uge. Det sidste skulle de jo nok alligevel, men nu kan de virkelig prøve tingene af undervejs.
”Får man et certifikat eller diplom efter træningen,” spurgte han så.
”Ja, ja, det skal du nok få,” svarede jeg, men han blev ved.
Jeg må indrømme, at det er ikke noget, jeg er gået op i, og jeg ved af erfaring, at vores lokale folk nok skal sørge for, at de får et stykke papir, hvor der står noget højtideligt og overrække det med håndtryk, taler osv.

Forskelle på papirer
Men jeg forstod pludselig, at der er forskel på ”certificate” og ”diploma” – det ene er åbenbart bedre end det andet, og han stræber efter at få et papir, han kan bruge videre, skinnede det tydeligt igennem.
Jeg så jo helst, at når vi har uddannet nogle folk til at være dygtige landbrugsjournalister, så sidder de og laver landbrugsprogrammer på deres radiostationer resten af livet. Men bliver det et springbræt til noget bedre for nogle, så har jeg svært ved ikke at glæde mig over det.
Sikkert er det, at de ikke kommer, fordi de bliver forgyldt i vores program. Ved de månedlige møder må flere af dem selv betale transporten, og det kræver altså en vis interesse, når man ikke har penge at rutte med. Det kræver, at man er tilstrækkelig nysgerrig og bange for at gå glip af noget vigtigt. Og det er de åbenbart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top
×Close search
Search