skip to Main Content
Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

Nu snurrer mikrofonerne på gambisk journalistkursus

Post Series: Gambia

Kun seks ud af 26 radiojournalister har prøvet at redigere et program før.

TEKST & FOTO: FREDERIK THALBITZER

Der er heftig aktivitet på Danske fødevare- og landbrugsjournalisters kursus for gambiske radiojournalister, der startede mandag. 26 kursister interviewer, optager og klipper på det udstyr, de har fået udleveret fra det danske projekt i samarbejde med gambiske NAC, der står for Network of Agricultural Communicators.

Forudsætningerne hos deltagerne, der kommer fra hele landet, selv den yderste spids, er vidt forskellige. Kun 6 ud af 26 af radiojournalisterne har prøvet at klippe og redigere en udsendelse før. Hidtil har de klaret sig med at invitere gæster helt ind i studiet, hvor mikrofonen står. Eller en sjælden gang imellem optage lidt på deres mobiltelefon og afspille lyden foran mikrofonen i studiet.

Med de udleverede digitale optagere kan de nu, når de kommer hjem til de respektive radiostationer, gå ud og optage lyd ude hos landmænd og andre kilder og redigere programmer, så de bliver mere spændende. Foreløbig laver de mere beskedne øvelser i forbindelse med træningen.

Ugens program handler også om nyhedskriterier, om hvordan man finder gode historier, og kunsten at stille spørgsmål og interviewe.

De nyansatte trænere, der står for en del af træningen på fem-dages kurset, bistået af to danskere, viser gode evner i betragtning af, at de kun på forhånd har fået tre dages træning i at være trænere i sidste uge. Enkelte har heldigvis også erfaring som trænere hos GAMES, Gambia Media Support, en dansk NGO.

Kurset for journaliserne er det tredje ben i aktivitetsrækken i forbindelse med besøget af fra DFLJ fra Danmark, hvor Per Henrik Hansen og Frederik Thalbitzer sammen med den lokale samarbejdspartner har skudt gang i det 19 måneder lange projekt. Først blev der holdt en dags konference med radioledere. Næste skridt var tre dages træning af de trænere, der skal drive projektet med træning på de lokale radioer en gang om måneden, indtil næste besøg fra Danmark. Og nu kører det fem dage lange kursus for journalisterne.

Målet er at styrke landbruget og landmændenes muligheder gennem bedre journalistik på lokalradioerne, hvor de ikke har fået meget journalistuddannelse.

Projektet er sponsoreret af CISU, som fordeler danske bistandsmidler til civilsamfundsudvikling.

Anita Corpas

ADMINISTRATOR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top
×Close search
Search