Kursus- og researchrejse til Gambia i november-december 2012

Afrapportering af
Kursus- og researchrejse til Gambia i november-december 2012

Udført for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister af Finn Asnæs og Per Henrik Hansen.

Kurset
20 gambiske journalister (halvdelen fra aviser, den anden halvdel fra radiostationer) var tilmeldt det kursus i landbrugsjournalistik som vi gennemførte under overskriften ‘The Fundamentals of Agricultural Journalism’.
3 mødte aldrig op, de øvrige 17 gennemførte kurset.
Kurset havde en varighed af ni undervisningsdage og var arrangeret i samarbejde med Gambia Press Union og Gambia Media Support (GAMES) der også betalte alle Per Henriks udgifter.
Ved afslutningen gav deltagerne udtryk for stor tilfredshed med kurset. Som titlen antyder, var der tale om en introduktion til grundlæggende aspekter i landbrugsjournalistik: Fokus på bønderne som målgruppe og/eller på landbrug som emne, interviewteknik i forhold til bønder og eksperter, vinkling i forhold til målgruppen.

Figur 1 Gruppearbejde på kurset

De fleste deltagere var meget engagerede i undervisningen og deltog aktivt i diskussioner, i gruppearbejdet og i den produktion af tre artikler og tre radioudsendelser som indgik i undervisningen.
Det var tydeligt at deltagerne havde behov for undervisning. Selv om de alle arbejder som journalister på en avis eller en lokal radiostation (og en enkelt på den statslige tv- og radiostation) havde ingen af dem nogen journalistisk uddannelse, og de var ikke vant til en arbejdsform hvor journalisten er den udfarende kraft der på eget initiativ opsøger kilderne (se mere under Landbrugsjournalistik i Gambia).
Deltagerne var meget bevidste om deres journalist-faglige svagheder og meget interesserede i at tilegne sig en mere opsøgende og kildekritisk arbejdsform.
Interesserede kan få en mere detaljeret evaluering af kurset hos Finn eller Per Henrik.

Vores egen research
Den midterste del af kurset var arrangeret som fire dage med gruppearbejde hvor deltagerne arbejdede med deres produktioner på egen hånd. I disse dage besøgte vi selv fem forskellige organisationer, to landbrug og to lokale radiostationer.

Figur 2 Besøg på landbrug drevet af kvinder i fællesskab. Bl.a. driver de deres egne tomatplanter frem.

På alle besøg var vi sammen med Sang Mendy som er vores primære kontaktperson i Gambia og som fungerede som en fremragende hjælpelærer på kurset. Sang er desuden generalsekretær i Network of Agricultural Communicators (NAC) og deltog i IFAJ’s kongres i Sverige i august 2012.
De organisationer vi besøgte, var to internationale NGO’er (Action Aid og Concern Universal), to FN-organisationer (FAO og IFAD) samt Farmers Platform (en af de to landsdækkende bonde-organisationer).
Alle besøg her og på de to landbrug og to lokalradioer er refereret i bilaget ’Rapport om møder i Gambia 2012’.
Desuden holdt vi et møde med NAC’s bestyrelse.
Informationerne i de følgende afsnit stammer primært fra disse møder og besøg.

Landbrug i Gambia
Mellem 80 og 90 procent af befolkningen i Gambia driver landbrug i en eller anden form – men meget ofte er der kun tale om arealer der i Danmark ville blive betegnet som en stor køkkenhave. Der er meget få store jordejere – en af disse få er den diktatoriske præsident Janneh.
På deres små jordlodder dyrker bønderne primært afgrøder til familiens eget forbrug – ris, hirse, grøntsager med mere. Ifølge vores kilder er der ikke egentlig sult i landet, men der er stor fattigdom, og landbrugsdriften er for det meste meget simpel. Vi mødte f.eks. nogle kvindelige bønder der høstede ris ved at plukke hvert enkelt strå for sig når det enkelte strå var modent. Udgifter til frø, vandingsanlæg og andre driftsudgifter er ofte en stor belastning for bønderne.
Selv om produktionen primært er til familiens eget forbrug, kan bønderne nogle gange høste lidt grøntsager eller jordnødder til salg på markedet.

 Figur 3 Ris høstes med hånden, strå for strå.

Jordnødder er Gambias eneste eksportvare af betydning (bortset fra turisme og penge fra gambiere i udlandet), men der er store problemer med aflatoksiner i jordnødderne. Af samme grund sælges Gambias jordnødder på eksportmarkeder kun som en sekunda-vare til fuglefrø og lignende.
Problemerne med aflatoksiner opstår i hele kæden fra marken over opbevaring til transport til markederne.
Dyrehold praktiseres ved at geder, får, høns og kvæg går løs rundt i byer og landskab, i enkelte tilfælde (vist især kvæg) ledsaget af en hyrde. De eneste dyr der er på stald eller hegnet ind, er svin som holdes af den lille kristne del af befolkningen (det store flertal er muslimer).
På grund af de mange løsgående husdyr er mange marker hegnet ind med mure, ellers bliver afgrøderne ædt af dyrene.
De fleste bønder er kvinder og analfabeter. Der er dog håb forude da næsten alle børn i dag går i skole, hvorfor analfabetismen forhåbentlig vil blive udryddet i løbet af nogle årtier.
Men indtil videre er udgangspunktet altså at man ikke kan henvende sig til bønderne generelt gennem trykte medier. Til gengæld lytter alle til radio, både lokale stationer og den landsdækkende station GRTS.
Der er et statsligt konsulentsystem for bønderne (konsulenter kaldes extension workers). Men dette system er svagt da hver konsulent skal servicere omkring 3500 bønder, og hverken bønder eller konsulenter har biler eller andre transportmuligheder.
Resultatet er at bønderne ikke har nogen faste kanaler til ny viden og at de er meget traditionsbundne i deres måde at dyrke jorden på.

Landbrugsjournalistik i aviserne
Som nævnt er det store flertal af bønderne analfabeter, og der findes ikke et eneste trykt landbrugsblad i landet. I det hele taget er det småt med trykte medier.
I og omkring hovedstaden Banjul udgives en håndfuld aviser hvoraf et par stykker er dagblade og andre udkommer tre gange om ugen. Disse har hver et oplag på omkring 1000 – 2000, er på engelsk (det fælles sprog i Gambia) og læses af den uddannede elite i hovedstadsområdet. Nogle af disse aviser har mere eller mindre faste klummer om landbrug.
Både klummerne og deres øvrige dækning af landbrugsområdet er typisk baseret på at journalisten møder op til et pressemøde arrangeret af Landbrugsministeriet eller en NGO eller anden organisation, hvorefter journalisten kritikløst refererer hvad der bliver sagt på pressemødet.
Det er normalt at de fremmødte journalister får penge for at møde frem af den organisation som har indkaldt til pressemødet. Til gengæld får journalisterne en meget lav løn af deres avis!
Pressefriheden har ringe vilkår. For nylig er to aviser og en radiostation blevet lukket efter ordre fra præsidentens kontor. Der var ingen begrundelse for ordren. Der er dog et vist frirum for meninger i aviserne. F.eks. har vi læst en leder med skarp kritik af de omtalte lukninger. Der siges at være kortere snor for hvad radiostationerne kan tillade sig – deres lyttere er jo folket som måske kan finde på at lave oprør! Hvorimod aviserne kun bliver læst af den lille elite som styret åbenbart tillader lidt mere frihed.

Landbrugsjournalistik på lokale radiostationer
I alle dele af Gambia er der lokale radiostationer (kaldet community radios) som sender på et eller flere af den håndfuld lokale sprog der tales i landet. Nogle af lokalradioerne har landbrugsprogrammer, typisk en time om ugen. I disse programmer er der ofte en konsulent eller anden ekspert i studiet, og nogle gange kan lytterne ringe ind med spørgsmål.

 Figur 4 Radiostation i byen Gunjur

Den ene af de radiostationer som vi besøgte, har sådan et program. Den anden har haft, men det stoppede da der ikke længere var penge til at transporten når en ekspert skulle i studiet. Der er dog planer om at genoptage programmet.
Lokalradioernes tekniske udstyr er meget begrænset. Det er normalt med kun én båndoptager på stationen, hvis der overhovedet er nogen, og udstyr til at redigere optagelserne er enten meget primitivt eller ikke eksisterende. Med andre ord skal alt udsendes direkte og fra studiet.
Ligesom deres kolleger på aviserne har heller ikke radiojournalisterne nogen uddannelse, og normalt er der mere tale om frivilligt arbejde nogle timer om ugen end om en egentlig ansættelse. Det er dog også normalt at journalisten får et mindre beløb (allowance) per udsendelse.
De radiojournalister som vi mødte, var meget interesserede i at dygtiggøre sig.

Network of Agricultural Communicators (NAC)
En af de sidste dage havde vi et møde med bestyrelsen for de gambiske landbrugsjournalisters forening, Network of Agricultural Communicators (NAC). Dog måtte deres formand Mam Ndegene Secka desværre melde afbud.
Af de seks andre bestyrelsesmedlemmer var den ene (Sang Mendy) hjælpelærer på vores kursus og tre andre var kursister.
Organisationen blev oprettet i 2009 under navnet The Agrivultural Voice, men skiftede i 2011 navn til det nuværende.
NAC har næsten 40 medlemmer, alle fra aviser eller radiostationer og hovedsageligt fra området omkring hovedstaden Banjul. Ingen af dem arbejder udelukkende med landbrugsstof, men alle gør det i et eller andet omfang. Foreningen vil gerne have kommunikations-medarbejdere fra NGO’er til at melde sig ind, og man vil gerne have flere medlemmer fra provinsen.
Kontingentet er 10 Dalasi (2 kr.) i indmeldelsesgebyr og 25 Dalasi pr. måned. Indtægten er bl.a. blevet brugt til registrering af foreningen.
Bestyrelsesmedlemmerne er ret unge – gennemsnitsalderen ser ud til at være højst 30 år.
NAC er tilknyttet fagforbundet Gambia Press Union (GPU) og holder sine møder i GPU’s lokaler. Der holdes et månedligt medlemsmøde hvor normalt mellem halvdelen og en fjerdedel af medlemmerne deltager. Desuden holdes der bestyrelsesmøde hver 14. dag.
På det seneste er møderne især blevet brugt til at diskutere vedtægtsændringer, vores kursus og samarbejde med andre organisationer.
NAC har et samarbejde med National Farmers Platform (NFP) og andre NGO’er. Helt konkret formidler NAC de forskellige organisationers invitationer til pressemøder ud til sine medlemmer.
NAC og NFP har også talt om samarbejde om radioprogrammer til bønder, men det er strandet pga. manglende finansiering. NAC er også i dialog med den anden bondeorganisation – Nacofag – om at lave træning af journalister.
NAC er på Facebook og er ved at få lavet en hjemmeside.

Figur 5 Fra mødet med NAC’s bestyrelse. Fra venstre: Per Henrik Hansen, Seedy Darboe, Nyima Jadama, Sang Mendy, Finn Asnæs, Pa Bajinka, Amadou Jallow og Dawda Bayo (siddende).

Ideer til næste projekt
På mødet med NAC’s bestyrelse tog vi en runde om ønsker til et fremtidigt fælles projekt for DFLJ og NAC. Nogle stikord fra runden er:
– Mere træning af NAC’s medlemmer, både i journalistik og i faglig viden om landbrug.
– Finansiering af radioprogrammer om landbrug – gerne med sponsorer som del af projektet.
– Træning i at søge finansiering, i landbrugsjournalistik og i ledelse.
– Undervisning i landbrugsjournalistik. Produktion af radioprogrammer til landmænd i provinsen. Finansiering af radioprogrammer.
– Træning i journalistik. Penge til transport på reportageture.
– De fleste bønder er kvinder. Hvis vi kan hjælpe med at udvikle deres kapaciteter, vil det styrke dem strategisk og forbedre deres leveforhold.
– Det vil være godt hvis NAC kan komme i gang med at lave et printet nyhedsbrev om landbrug (på engelsk) til ansatte i statsadministrationen, NGO’er og andre. Det kan også sendes på email, men print vil være bedst. Indholdet skal være information om ’best practise’, problemer og løsninger hos bønderne.

Herefter blev der talt om ideen fra mødet hos Niels i august 2012 (se referat fra dette) om et projekt for produktion af radioprogrammer på lokalradioer rundt om i landet.
Sang Mendy mener at der skal mere træning ind i projektet end vi talte om hos Niels. Bl.a. er det vigtigt med træning i interview-teknik. Nødvendigt med to ugers træning. Der skal budgetteres med at projektet betaler transport til træningen – ellers kan der ikke komme nogen fra lokalradioerne i provinsen.

En struktur for et nyy projekt kan være således:
Et hold på op til 20 NAC medlemmer får to ugers træning i radiojournalistik for bønder. Ved afslutningen ansættes de 10 bedste af dem i to – tre måneder hvor de skal producere udsendelser på udstyr som ejes af projektet. Desuden skal der ansættes en erfaren journalist/producer som skal fungere som redaktør, koordinator og coach for de 10 ansatte.
Efter de første to-tre måneder trænes et nyt hold på maks. 20, og igen ansættes de 10 bedste i to –tre måneder til at producere udsendelser med projektets grej (som de overtager efter de først ansatte).
De producerede udsendelser skal sendes ud på 10 lokale radiostationer
Projektet er nødt til at løbe recordere til optagelse på reportage, betale transport til kurset, løn til dem der bliver ansat for et par måneder efter kurset og til produceren, samt rejse og ophold for danske trænere. Endvidere skal de lokale radiostationer have betaling for at sende udsendelserne.
Det bedste vil være to danske trænere, hvoraf den ene helst skal have radioerfaring og den anden være landbrugsjournalist

Mødet med NAC’s bestyrelse sluttede med at vi lovede at komme med et udspil til et projekt.

På vores sidste dag i Gambia spiste vi frokost med Sang Mendy og talte her videre om mulighederne for et kommende projekt.
Her udviklede vi en lidt anderledes ide med denne struktur:
Vi samler 12 seriøse landbrugsjournalister fra lige så mange lokalradioer (fra alle dele af Gambia) og giver dem to ugers træning. Ved afslutningen af træningen får de hver udleveret en recorder og en stationær computer med redigerings-software. Dette udstyr tilhører projektet så længe det kører, derefter overgår ejendomsretten til den lokale radiostation.
Efter træningen deles de 12 ind i tre grupper a’ 4. Grupperne koordineres af en central producer/redaktør som også er coach for journalisterne.
Hver uge producerer grupperne på skift en times udsendelse med fire indslag – et pr. journalist i gruppen. Gennem telefon og mail giver den centrale producer vejledning i journalisternes arbejde med valg af historier, kilder, spørgsmål til interviews osv. Hver udsendelse udsendes af alle de 12 radiostationer der er med i projektet.
Dvs. at de deltagende journalister er med til at producere en udsendelse hver tredje uge. Resten af tiden kan de bruge udstyret til at producere lokale landbrugsudsendelser som ikke indgår i projektet.
Projektet kan f.eks. køre et år hvis der er penge til det.
Midt i projektet og ved afslutningen kan deltagerne samles og evt. sammen med udsendinge fra Danmark diskutere deres produktioner.

Finn Asnæs og Per Henrik Hansen, december 2012.