skip to Main Content
Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

Konkurrencetid

Konkurrencetid

Nu er tiden kommet hvor alle medlemmer kan finde deres bedste arbejde fra sidste år frem og sende det ind til årets konkurrencer.
I Danmark har vi nationale konkurrencer i fem kategorier, svarende til IFAJ’s opdeling:
• Artikler
• Radio-/podcast
• Video
• Digitale medieproduktioner
• Journalistik om ny teknologi, på tværs af medietyper
Desuden kan du indsende fotos til IFAJ’s internationale fotokonkurrence; og hvis du var 35 år eller yngre ved årsskiftet, kan du søge om et af IFAJ Alltech Young Leader stipendium. Læs mere om det længere nede i denne mail.

Krav til bidrag
For bidrag til de fem danske konkurrencer gælder at der skal være tale om journalistik om landbrug og/eller fødevarer som er offentliggjort i 2019. Både bidrag produceret af en enkelt journalist og af flere i fællesskab kan deltage, blot journalisten/journalisterne er medlem(mer) af DFLJ. Hvert bidrag kan kun deltage i én kategori. Deadline for indsendelse til de danske konkurrencer er 1. februar. Se mere længere nede.

Vind gratis deltagelse i årets IFAJ-kongres
En jury udpeget af bestyrelsen vælger en dansk vinder i hver af de fire kategorier, og blandt dem kåres en overordnet vinder. Takket være en donation fra Foreningen PlanDanmark vil den overordnede vinder få betalt rejse og deltagelse i årets IFAJ-kongres, der som bekendt finder sted i Danmark, nærmere bestemt i Vingsted fra 24. til 29. juni.
Selv om IFAJ 2020 kongressen måske er lige rundt om hjørnet fra din bopæl, vil det med garanti blive en stor oplevelse. Du vil møde en masse spændende udenlandske kolleger, og du vil få set helt nye sider af dansk landbrug og fødevareproduktion.
Desuden vil de vindende bidrag i alle kategorier blive sendt videre til IFAJ’s internationale konkurrencer. IFAJ sørger for at de bliver oversat til engelsk inden bedømmelsen.

Hvad det kræver at vinde
Juryen vil bedømme de indsendte bidrag ud fra de kriterier som IFAJ anvender i de internationale konkurrencer. Reglerne er nærmere beskrevet på http://ifaj.org/contests-and-awards/
Ved udvælgelsen af den overordnede danske vinder bruges disse kriterier:

  • Den fortællemæssige stil. Det vil sige hvor levende, engagerende og relevant produktet virker på læseren/lytteren/seeren.
  • I hvor høj grad produktet lever op til normerne for sober journalistik i forhold til fairness, tilstræbt objektivitet, flerhed af kilder og kritisk tilgang til kilder.

Inden for hvert af disse to kriterier bedømmes kategori-vinderne på en skala fra 1 til 5. Vinderen er det bidrag der samlet set får den højeste score.
I tilfælde af at to bidrag står lige i samlet score, er vinderen det bidrag som har den bredeste interesse i landbrugskredse.

Artikelkonkurrencen
De deltagende artikler kan både være fra trykte og online-medier. Layout og illustrerende fotos indgår ikke i bedømmelsen. Du kan ikke indsende flere artikler fra en serie, men du kan vælge én artikel fra serien ud og sende den ind. Artiklen må godt bestå af flere enheder/delhistorier, men de skal være offentliggjort samtidig.
Læs mere her: http://ifaj.org/contests-and-awards/ifaj-star-prize-print/

Digitale medieproduktioner
Bidrag til denne konkurrence skal være tilgængelige på nettet og skal kombinere mindst tre af disse fire virkemidler: Tekst, faste billeder, lyd og video.
Bidraget skal være en enkelt produktion, ikke en hel serie, men kan godt være led i en sådan.
Du skal indsende et link til det journalistiske produkt samt et kort resume af historien.
Læs mere her: https://www.ifaj.org/contests-and-awards/ifaj-star-prize-digital-media/

TV/Video
Konkurrence for tv/videoproduktioner som er lagt på internettet og/eller sendt som tv-udsendelse. Bidraget skal være en enkelt produktion, ikke en hel serie, men kan være led i en sådan.
Du skal indsende et link til videoen samt et kort skriftligt resume af historien. Hvis videoen er længere end 10 minutter, skal du desuden udpege et uddrag af 4 – 10 minutters varighed som dommerne vil bedømme ud fra.
Læs mere her: http://ifaj.org/contests-and-awards/ifaj-star-prize-broadcast-video/

Lyd
For radio-/podcastproduktioner som er lagt på internettet og/eller sendt som radioudsendelse. Bidraget skal være en enkelt produktion, ikke en hel serie, men kan dog godt være led i en sådan.
Hvis produktionen ikke fylder mere end 8 MB, kan du sende den ind som mp3-fil. Hvis den fylder mere end 8 MB, skal du sende et link til et website hvor den ligger.
Du skal også indsende et kort skriftligt resume af historien samt udpege et uddrag af 4 – 10 minutters varighed som dommerne vil bedømme ud fra.
Læs mere her: http://ifaj.org/contests-and-awards/ifaj-star-prize-broadcast-audio/

Ny teknologi
I denne kategori er det ligegyldigt om historien bliver fortalt gennem tekst, video, fotos, lyd eller en kombination. Læs regler med mere her: http://ifaj.org/ifaj-caterpillar-agtech-reporting-award/
Udover at sende dit bidrag til kategoriens danske konkurrence, kan du også indsende direkte til den internationale konkurrence, kaldet The IFAJ/Caterpillar AgTech Reporting Award.
Hvis du vil have mulighed for at vinde gratis deltagelse i IFAJ 2020 kongressen, skal du sende ind til kategoriens danske konkurrence, men du kan godt sende til den internationale også.

Fotokonkurrencen
Alle medlemmer kan deltage i IFAJ’s fotokonkurrence – IFAJ Star Prize for Photography.
I fotokonkurrencen er der ingen dansk bedømmelse, og alle bidrag skal sendes direkte til IFAJ. Deadline er 21. februar 2020. Man kan vinde op til 500 Euro.
Læs mere her: https://www.ifaj.org/contests-and-awards/ifaj-star-prize-photography/

Young Leaders Award
IFAJ Alltech Young Leaders Award er et stipendium som uddeles til 10 unge medlemmer (maks. 35 år) af IFAJ’s medlemsorganisationer. Stipendiet består af 1000 Euro til deltagelse i årets IFAJ-kongres samt en forudgående tre dage lang boot camp med udflugter til landbrug, diskussioner om journalistik med mere. Du skal sende din ansøgning direkte til IFAJ. Find kriterier, ansøgningsskema og regler her: https://www.ifaj.org/our-programmes/young-leaders/
Ansøgningsfristen er 7. februar.

Har du spørgsmål til ovenstående, så skriv til ph@perhenrik.dk, eller ring 30 33 39 48.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top
×Close search
Search