skip to Main Content
Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

IFAJ og DFLJ giver masser af inspiration og viden

IFAJ Og DFLJ Giver Masser Af Inspiration Og Viden

Af Erik Poulsen, redaktør af LandTV og informationsmedarbejder ved Landsskuet

Sidste sommer var jeg for tredje gang til verdenskongres for landbrugs- og fødevare-journalister. Denne gang i Holland – og tidligere i Sverige og Argentina.

Det er først og fremmest altid inspirerende og hyggeligt at møde kolleger fra hele verden. Uanset om det er en radiojournalist fra Kenya, en fagredaktør fra Irland eller en tv-dokumentarist fra Australien.

Skønt at møde fagfæller, og man føler virkelig en samhørighed om vigtigheden i vores journalistik. IFAJ’s verdenskongresser er også muligheden for at få et unikt indblik i et andet lands fødevareerhverv.

Udviklingstendenser
Min forståelse af udviklingen i slagtekalve-produktionen blev for eksempel sat grundigt i perspektiv, da vi i Holland inden for få kilometers afstand besøgte to producenter, der er gået vidt forskellige veje fra stort set samme udgangspunkt.

Den store producent får årligt 4500 kalve fra mælkeproducenter i Østtyskland, opfeder dem i halmfrie, lukkede spaltestalde og betaler for at sende gyllen retur til Tyskland. Naboproducenten satser på at bevare en gammel, hollandsk race. Slagter kun 60 dyr årligt, men sælger kødet dyrt i egen restaurant med overnatnings- og konferencefaciliteter – og skaber 14 arbejdspladser.

Som ulvedebattør og kandidat til Europa-Parlamentet var det også interessant at møde en fåreavler med 1000 moderfår, der var klar til at opgive det hele på grund af nogle få ulve, kartoffelavlere der ikke ville savne EU-tilskud, og broccoliavleren der handler direkte med supermarkeder over hele verden.

Viden og konkurrencer
Oven i alle de spændende gård- og virksomhedsbesøg er verdenskongresserne også en god mulighed for at blive klogere på et teoretisk plan gennem et stort udbud af workshops og foredrag. Samt ikke mindst oplevelsen at møde de bedste af fagets produktioner i IFAJ’s internationale priskonkurrencer.

Jeg har i al ubeskedenhed gennem mine år med LandTV haft æren af at modtage tre IFAJ-priser. Det er en international anerkendelse, der kan bruges til noget. Og det var da også som dansk deltager i årets video-konkurrence, at jeg sidste år var med i Holland.

Herhjemme tillader min kalender sjældent tid til at deltage i DFLJ’s aktiviteter, men jeg glæder altid over udbuddet, som tilsammen indeholder de samme kvaliteter som verdenskongresserne. Blot på nationalt plan. Jeg kan derfor kun anbefale, at man så vidt muligt deltager i både IFAJ og DFLJ’s aktiviteter.        

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top
×Close search
Search