skip to Main Content
Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

Og hvad får man så lige ud af sådan en kongres?

Og Hvad Får Man Så Lige Ud Af Sådan En Kongres?
Deltagerne i IFAJ-kongres 2016 venter på at komme ind til spisning, hvor der er masser af al slags snak - alvor og humor - over bordene.

Af Dorte Stenbæk Bro, dansk vinder af 2016 artikelkonkurrencen og journalist ved LandbrugsAvisen

For at svare ærligt på spørgsmålet, så aner jeg det egentlig stadig ikke.

I søndags vendte jeg hjem fra årets IFAJ-kongres 2016 i Bonn og omegn efter fem dage, tætpakket med begivenheder, oplæg, landbrugsbesøg og meget, meget andet.

Og jo, jeg fik da set landbrug. Jeg fik ny viden og inspiration om tyske landmænd og deres bedrifter. Nye måder at gøre tingene på, og også et par historier til de kommende ugers aviser.

Men det – der for alvor er det vigtige udbytte af turen – det starter først nu.

Det handler som altid om mennesker.

Og om at have mennesker i udlandet, som jeg nu kender og kan give et kald, når historierne bevæger sig over grænserne.

Det er for eksempel den hollandske bureauejer, der primært skriver om mejerier og mælkeproduktion – og som jeg fik en meget lang snak med om, hvorvidt FrieslandCampina eller Arla står bedst i konkurrencen de næste år.

Eller den australske finansreporter, som slet ikke forstod, hvorfor vi ikke alle melder os ud af EU i kølvandet på Brexit.

Der var også den tyske freelancer, som tog sig god tid til at forklare mig og et par andre om de tyske svineslagterier og noteringerne.

Og den belgiske kvinde, der så gerne ville have sin avis til at beskæftige sig mere med landbrugsselskabernes økonomi.

Samtidig fik jeg sagt hej til den svenske chefredaktør, som allerede flere gange har mailet mig spørgsmål i research-øjemed – og som det var rart at få sat et ansigt på.

Og jeg fik ros med hjem til kollegerne fra en norsk svinereporter, der altid sørger for at tjekke vores web mindst en gang om ugen.

Derudover var der naturligvis de to umiddelbart stille herrer fra Nepal og de altid rytmisk svingende folk fra Ghana. Spradebassen fra Japan fik venner fra hele verden – og så mangler jeg klart at nævne de to argentinere, der var så brandgode til at få humøret op hos os alle, at jeg nær aldrig var kommet hjem fra pubcrawl.

Alle disse – og næsten 200 andre – skal jeg nu huske, næste gang jeg står med en historie, der ikke kun foregår i Danmarks lille andedam. Virksomhederne og landmændene med flere bliver stadigt mere globale. Det er vi journalister også nødt til at være. Og her kan kongresser som IFAJ’s være de helt perfekte mødesteder med dine næste ekspert- og baggrundskilder med speciale inden for landbruget. Og så var det endda hyggeligt samtidig

På alle turene var der spændende, faglige besøg med materiale til artikler.

På alle turene var der spændende, faglige besøg med materiale til artikler.

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top
×Close search
Search