Et landbrug baseret på græs
Af Per Henrik Hansen
I det new zealandske landskab er det lige så tydeligt som det er i statistikkerne: Her er landbruget altovervejende baseret på græs. Overalt hvor der er landbrug, domineres de billedskønne bakker, bjergsider og dalbunde af græs, græs og græs.
Inde i græsmarkerne er der ofte enkeltstående træer, og de grønne marker indgår gerne i en mosaik hvor de skifter med skov og uplejet natur. 10 millioner hektar indhegnet græsland er der i New Zealand, er det blevet oplyst på den aktuelle IFAJ kongres i landet.
Meget malerisk, og meget effektivt når det gælder produktion af mælk og kød fra drøvtyggere som kvæg og får. Og vældig økonomisk fordi klimaet tillader at dyrene er udendørs året rundt; så den eneste bygning en mælkeproducent har brug for, er et halvtag over malkeanlægget.
Heller ikke hos kalveopdrætterne Wayne og Debara Derrick er der nogen egentlig stald. Et par teltagtige rundbuehaller med helt åbne ender og hvid plastik som overdækning er rigeligt til at beskytte kalvene mod for meget sol og regn de første sårbare uger i deres liv.
Kalve videre efter to måneder
Ægteparret Derrick får kalvene leveret fra producenter af mælk og kødkvæg når dyrene er fire dage gamle. Indtil de er tre uger gamle, går de i rundbue-teltene, og så er det ellers ud på bedriftens cirka 25 hektar græsmarker.
Allerede efter et par måneder kommer kalvene videre til andre bedrifter hvor de enten fedes op til slagtning – på græs, selvfølgelig – eller de gøres klar til salg som avlsdyr til Kina eller et andet eksportmarked.
Kun i omkring tre vintermåneder hvor græsset holder vækstpause, må de new zealandske landmænd ty til andre fodermidler. Vinterfoderet kan for eksempel være ensilage af græs eller majs, eller det kan være en mark med foderkål som dyrene bliver sat ud på. Så skal landmanden ikke en gang høste vinterfoderet, men bare sørge for at så kålen og sørge for at holde marken nogenlunde fri for ukrudt frem til kvæget bliver sat ud på den.
Her på IFAJ kongressen er der syn for sagn for at mælke- og kalveproducenter i New Zealand og Danmark har vidt forskellige forudsætninger for deres produktion.
