skip to Main Content
Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

200 journalister fra hele verden skal opleve dansk landbrug og fødevareproduktion i 2022

27. juni til 3. juli næste år er Vingsted Hotel og Kongrescenter base for 200 landbrugs- og fødevarejournalister fra 50 lande, der skal rundt i Danmark og se, hvordan dansk landbrug- og fødevareproduktion er på forkant med fremtidens løsninger.

Bonjour. Guten Tag. Buenos dias. Hello. Vingsted Hotel og Kongrescenter ved Vejle kommer til at summe af forskellige sprog, når 200 landbrugs- og fødevarejournalister fra 50 lande mødes til den årlige kongres for deres internationale sammenslutning, IFAJ.

Vært for begivenheden er Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister, hvis formand, Frederik Thalbitzer, ser frem til at vise dansk landbrug og fødevareproduktion til kolleger fra hele verden.

”Til 2022-kongressen vil vi samle hele landbrugs- og fødevareklyngen i et stærkt tema og en rød tråd, som tager sit afsæt i det, vi er gode til i Danmark; en smartere og mere bæredygtig produktion, der er på forkant med fremtidens løsninger,” siger Frederik Thalbitzer.

Med sin base på Vingsted Hotel og Kongrescenter ligger kongressen centralt placeret i forhold til forskellige landbrug, forsknings- og forsøgscentre samt fødevareproducenter. Journalister fra Europa og lande som USA, Australien, Kenya, Kina og Brasilien skal besøge nogle af dem for at få indsigt i den danske udgave af fra jord til bord-processen.

”Det vil gøre dem klogere på de mange interessante projekter, samarbejder og teknologier, som foregår – og alle de gode løsninger og nytænkning, der skabes som resultat,” påpeger Frederik Thalbitzer:

”Danmark er foregangsland på mange områder, særligt i forhold til at leve op til samfundets krav om en bæredygtig fremtid og vækst. Under kongressen sætter vi netop dette i fokus – hvordan vi arbejder med bæredygtig vækst, og hvordan vi dokumenterer den.”

Partnere er velkomne
Arbejdet med at få udmøntet temaet i programmet for 2022-kongressen er i fuld gang. Vil virksomheder eller partnere i landbrugs- og fødevareklyngen vise og fortælle deres historie og den værdi, de skaber, til 200 internationale mediefolk, er kongressens arrangører klar.

”Virksomheder kan eksempelvis vælge at blive partnere under kongressen. Her bliver der mulighed for at møde de deltagende journalister og deltage i et seminar, hvor internationale talere fra WTO, FAO, EU og USA vil blive inviteret,” siger Frederik Thalbitzer.

Han ser kongressen som en særlig mulighed for Danmark for at vise hele verden, hvordan vi skaber fremtidens landbrugs- og fødevareerhverv i et tæt samspil mellem parterne i hele klyngen. Denne proces sker vel at mærke med afsæt i viden og forskning i verdensklasse, og heraf udvikler erhvervet fremtidens løsninger, systemer og teknologier.

”Vi glæder os til at byde hele verden velkommen til Danmark. Vi har meget unikt at vise frem til gruppen af internationale fødevare- og landbrugsjournalister,” fastslår Frederik Thalbitzer.

Frem mod kongressen kan indhold og program følges på www.ifaj2022.dk og tilsvarende Facebook-side – begge er under udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top
×Close search
Search