Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

Niels Damsgaard Hansen, formandsberetning DFLJ, 18. maj 2017

Der Bliver Stemt På Generalforsamlingen For Danske Fødevare- Og Landbrugsjournalister I Hirtshals Torsdag 18. Maj 2017. Foto: Claus Haagensen.
Der bliver stemt på generalforsamlingen for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister i Hirtshals torsdag 18. maj 2017. Foto: Claus Haagensen.

Journalistik i den postfaktuelle virkelighed

– om det krakelerende mediebillede, truslen mod de trykte medier og journalistikkens forfald. Intet er sort/hvidt og fremtiden består heldigvis stadigvæk. Vi har stadig mulighed for at rette op og udøve vores håndværks ulastelige dyder

Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister er en forening med mange traditioner. Nogle, som er rigtig gode og nogle, som bare tilhører fortiden.

Vores forening blev ”født” i 1905 – og her i 2017 er vi lige omkring 130 medlemmer. Vi laver meget forskelligt. Klassisk journalistik, kommunikation, markedsføring, foto, video og en blanding af det hele. Er ansat ved fagmedier, dagblade, universiteter, organisationer, statsadministration, kommuner, landbrugsrådgivning, dyrskue, ambassade, andelsselskaber eller er freelancere på flere platforme.

I VORES forening har vi således både fællesskab og interessemodsætninger. Nogle af os lever af at forsøge på at få I andre til at bruge vores pressemeddelelser, brugerudtalelser og så videre i medierne, I arbejder for. Eller bare at sælge en god idé til en artikel med illustrationer, så vi freelancere kan få brød under smørret.

Heldigvis fungerer det ret fornuftigt. I, der afgør, om det skal med på mediefladen, er som hovedregel sundt kritiske og fraskærer det ”usunde”, der er for meget reklame – for meget advertorial, som i stedet kan købes. Det betyder også, at vi, der har en kunde i den anden ende – en afsender med økonomiske interesser – skal afholde os fra at smøre for meget glasur på. Glasur, som hører hjemme i annoncespalterne.

Noget helt andet er den journalistik, vi laver uden en kunde og uden en umiddelbar økonomisk interesse. Den kritiske journalistik, der hviler på et journalistisk princip om, at alle kilder skal høres, og vores egne holdninger holdes ude. Hvor mediebrugerne får serveret en række kendsgerninger, de kan tage stilling til og ud fra disse danne sig en egen holdning.

Den ideelle udøvelse af vores journalistiske håndværk er desværre ikke så udbredt, som den bør eller rettere skal være. Det er svært, ja nærmest umuligt, at finde medier både i og uden for vores egen verden, der lever op til kravet om objektivitet.

Vi er nemlig i en verden, hvor succeskriteriet ”objektivitet” er afløst af ”indtjening”, ”læsertal”, ”seertal”, ”antal brugere” og så videre. Når succeskriteriet skrider den vej, dykker vi ned i vores journalistiske værktøjskasse og finder netop de værktøjer, der skaber opmærksomhed og dermed tiltrækker mediebrugere. Så vi får læsere, lyttere, seere og brugere i tilstrækkeligt antal til at holde vores medie økonomisk flydende. Fakta og objektivitet afløses af sensationer, det uhørte, det skæve, det provokerende, det følelsesladede, det forargende. De bliver brændstoffet, som skal suge mediebrugerne til ”vores medie”.

Journalistikken er udsat for en mere eller mindre selvvalgt ”Trumpificering”, hvor en præsidentkandidat eller andre bruger os journalister og medieplatformene som nyttige idioter til deres markedsføring.

Vi så det med Simon Spies i sin tid: morgenbolledamer og stokken med sit eget sæde i teatret – fotografer og journalister faldt over hinanden for at eksponere denne ekstravagance, som dem, Spies ville sælge rejser til, drømte om at opnå selv. Og Spies solgte masser af rejser.

Donald Trump gjorde det samme. Kastede ikke vildt mange dollars efter annoncer, men sørgede for vedvarende hård eksponering. Trods virkelighedsopfattelsen af, at han aldrig ville havne bag skrivebordet i det ovale værelse, indtog han det… Den, der ler sidst, ler bedst…

Selvfølgelig var det ikke kun medierne og deres journalister, der førte ham til tops i det politiske hierarki. Det var også værdikampen mellem elite og arbejderklasse – mellem nationalister og globalister – parret med en tabt tro på politikernes evne til at ændre noget som helst udover det, der gavner dem selv.

Meget få politikere og deres respektive partier nu om stunder er nemlig optaget af ideologi og en fastholden af samme. De er langt mere optaget af at få magt og indflydelse. Målene helliger midlerne, og meningsmålinger og fokusgrupper bruges til at bestige magtens tinder. Politikerne og deres partier er blevet vejrhaner, der drejer efter folkestemningen, som en politiker en gang sagde til mig.

Et andet hårdt eksponeret og ømt punkt er terrorisme. Øger medierne den – eller er vi med til at dæmpe den? Ansporer vi de fortabte unge, som higer efter anerkendelse og fem minutters berømmelse? De ved nemlig, at medierne fyrer op under journalistikken, når de agerer som terrorister og kun da. Er vi derfor, ud fra en betragtning om, at terrorisme skal bekæmpes så effektivt som muligt, meget bedre tjent med, at medierne totalt nedtoner sin eksponering af den?

Men hvad har det med os at gøre? Vi er jo ”bare” i landbruget? MEN det, vi gør, lægger skinnerne ud til fremtiden, det påvirker brugerne af de budskaber, vi formidler, og dermed skal vi også tænke over, hvad det er, vi gør med VORES journalistik. Er vi for eksempel neutrale, undersøgende og vidende, når vi formidler om de forskellige aktører i landbruget, skovbruget og fødevareindustrien? Eller når vi formidler om de forskellige dyrkningssystemer så som pløjning, økologi, biodynamik eller pløjefrit som Conservation Agriculture? Kan vi lægge vores egne holdninger i skufferne og lade modtagerne selv tage stilling selv ud fra den faktuelle viden, vi lægger frem for dem?

Og har vi indsigt nok i de emner, vi som journalister skal formidle? Kan vi overhovedet stille de kritiske spørgsmål og vurdere lødigheden af de svar, vi får? Spørge ind til kernen i et emne og skille ajle fra møg? Og hvis vi kan, gør vi det så?

Et eksempel er Cavling-prisen 2017 – var det virkelig højdepunktet i dansk journalistik anno 2016? Her bevæger jeg mig nok ind på øretævernes holdeplads. Men sikkert er det: at afsløre magtmisbrug og modstå pres fra kilder og interesseorganisationer, når løgn, fortielser og manipulation skal frem i lyset, er en uvurderlig evne, vi som journalister skal besidde. Vi skal turde konfrontation – som koster mange af vores internationale kollegaer livet hvert år.

Cavling komiteens begrundelse for at tildele de tre journalister fra Berlingske Tidende var dette – altså afsløringen af magtmisbrug og manipulation.

Men inden tryksværten var tørret ind, får vi af redaktionen på Berlingske at vide, at det faglige er, at mere kvælstof til afgrøderne fører til mere kvælstof i havmiljø og grundvand. Og at det var den kendsgerning, regeringen med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen forsøgte at holde skjult på gedulgt vis. Det må selvfølgelig ikke ske og skal afsløres!

Men var det virkelig konsekvensen af landbrugspakken, og her citerer jeg fra en kronik, skrevet af professor Jørgen E. Olesen og chefkonsulent Leif Knudsen 28. juni 2016 i JP:

”Den ”fejl”, som forskerne ved høringen om landbrugspakken påpegede i ministeriets tal, var derfor ikke en uenighed om, at landbrugspakken vil føre til en reduktion i udledningen af kvælstof i 2021. Det var alene, at ministeriets udleverede tabel over udvikling i udledningen kunne opfattes således, at den ikke ville stige fra 2015 til 2016, hvor første del af landbrugspakken træder i kraft. Ministeriets egne baggrundstal viste nemlig, at udledningen i 2016 nok reduceres i forhold til 2012, men kan stige i forhold til 2015. Reelt er der en meget stor usikkerhed på udledningen, der langt overstiger de få tusinde tons, som effekter af lempelser og kompenserede foranstaltninger vil give. Det bliver derfor næppe muligt at måle øgede udledninger, som med sikkerhed kan tilskrives effekter af landbrugspakken.”

Fagligt bør vi som landbrugsjournalister vide, at kvælstof er en forudsætning for plantevækst, og at en stor plantevækst er en forudsætning for at fjerne CO2 fra atmosfæren og lagre den som humus i jorden. Så jorden bevarer eller endog øger sin frugtbarhed. Desuden bør vi vide, at vedvarende plantedække og/eller dække af planterester er den mest effektive måde til at reducere udledningen af kvælstof. Vi bør også vide, at der i hver hektar landbrugsjord er 5 til 10 ton organisk bundet kvælstof, hvilket svarer til mindst 12,5 millioner ton i den danske landbrugsjord. Nogle få tusinde ton kvælstof er derfor et pseudoproblem. Det er måden, jorden dyrkes på, som er det egentlige problem. Det gælder både for det konventionelle, pløjende landbrug og for økologerne, som praktiserer bar jord i en større eller mindre del af året.      

Det er ikke kun mig, men rigtig mange journalister og redaktører, der mener, at alt for få journalister har den nødvendige indsigt til at lave ordentlig journalistik. De og jeg anser det for at være en stor fare ikke alene for fagets beståen, men også for vores demokrati og samfunds fortsatte funktion.

I det hele taget krakelerer mediebilledet. De unge vil ikke de trykte medier – aviser, magasiner, bøger og så videre. De vil heller ikke flow TV, men streame on demand på de tidspunkter, der passer dem. Og så er de sociale medier i høj grad omdrejningspunkt for deres mediebrug. Her er redaktører og journalister og dermed det journalistiske håndværk sat helt ud af kraft. Det er ufiltreret formidling – ytringsfrihed for fuld udblæsning uden smålig skelen til fakta. Vaskeægte postfaktuel medievirkelighed med plads til masser af fake news, hackeres afsløringer og anden bevidst manipulation. Ofte læses/ses falske nyheder mere, end faktuelle nyheder – og af mange mediebrugere opleves de falske nyheder som fakta. Det er en meget farlig glidebane, som er meget svær at gøre noget ved i demokratier, der hylder ytringsfriheden som sit fundament.

Indrømmet, jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvordan mediebilledet ser ud om bare fem eller især om 10 år.

Medvirkende til at krakelere mediebilledet er også mediestøttens skævvridning af konkurrenceforholdene.

Da portostøtten til 4.808 fagblade forsvandt i 2004, forringede det fagbladenes konkurrenceevne markant i forhold til alle øvrige medier. Portostøtten udgjorde 188 millioner kroner, som blev fjernet natten over samtidig med, at portoen steg med 150 procent. Desuden har fagbladene aldrig været fritaget for moms som dagbladene.

Omkring 500 eller flere fagblade overlevede ikke den nedskæring – og jeg står ved mit daværende slogan: dum, dummere Danmark. Fordi faglig formidling via fagblade i høj grad er med til at holde vores faglige vidensniveau oppe.

I 2013 kom der så mulighed for støtte til fagblade, der opfyldte en række kriterier. Skønnet var, at kun omkring 10 blade opfyldte de opstillede kriterier. De var:

* redaktionen skal tælle tre årsværk

* halvdelen af stoffet skal være redaktionelt stof

* halvdelen af det redaktionelle stof skal behandle politiske og samfundsrelevante emner

Jeg behøver måske ikke at sige det, men ingen medier omhandlende fødevarer og landbrug kunne falde ind under de opstillede kriterier. Heller ikke et dagblad som Effektivt Landbrug, der i årevis har søgt om og fået afslag på mediestøtte.

Ejerne af bladet og de ansatte vurderer selv, at det er smagsdommeri af værste skuffe – og jeg er enig.

Endnu værre bliver det fremover, efter Postnord har kastet endnu et håndklæde i ringen. Fremover vil de nemlig ikke distribuere nogen former for dag- og fagblade. Det vil sige, at hele dette segment er overladt til det privatkapitalistiske marked. Fra det, der i vores verden hedder ”sædvanligvis pålidelig kilde” forlyder det, at flere byder sig til med distributionen, men at de afventer for at se, hvad de kan få for jobbet. Så den berettigede frygt er, at prisen får endnu et kraftigt løft op samtidig med, at kvaliteten er usikker. Her tænker jeg især på tiden, der går fra deadline, til bladet er ude hos modtagerne. Denne udvikling skubber yderligere til en digital, internetbaseret distribution og er dermed endnu et søm i ligkisten for de trykte medier.

Måske eneste lyspunkt er, at kulturminister Mette Bock starter en proces frem mod næste medieaftale. På ministeriets hjemmeside står følgende:

Hvad ser du? Hvad lytter du til? Hvor henter du dine nyheder? Hvad vil du gerne have mere af? Hvad vil du gerne have, dine børn ser? Hvad synes du, staten skal støtte udviklingen og distributionen af?

Alle disse spørgsmål og mange flere vil vi i den kommende tid stille og diskutere for at få befolkningens ønsker og forslag som input til de kommende politiske forhandlinger om en ny medieaftale i 2018.

Hvis politikerne skal kunne sætte de rigtige rammer for fremtidens danske medieindhold, er der brug for input til hvilket indhold, befolkningen gerne vil have stillet til rådighed og på hvilke platforme. Så derfor spørger vi dig.

”Antennerne ude” er både en digital og fysisk indsamling og debat, som startede 22. maj 2017 blandt andet på Facebook-siden på antennerneude.dk

Vi bør i Danske Fødevare- og landbrugsjournalister blande os i den proces og være med til at sikre, at den fører til lige behandling af alle medier på alle områder. Fødevare- og landbrugsmedierne er vigtige for den fortsatte udvikling af fødevareindustrien og landbruget lige som alle øvrige fagmedier er for deres fag.

Gambia projektet

Gambiaprojektet er nu omtrent slut. Den sidste træningsuge for deltagerne er netop afviklet. De er blevet eksamineret og har fået deres diplomer. Nu mangler kun afrapportering og praktiske ting i forhold til regnskab med mere.

Det startede i 2012, hvor en gruppe af VORES medlemmer mødtes med henblik på at skabe et projekt om landbrugsjournalistik i Gambia. Efter den indledende fase var Per Henrik Hansen, Frederik Thalbitzer og Finn Asnæs tilbage som aktive i et samarbejde med vores søsterorganisation NAC, Network of Agricultural Communicators, i Gambia.

Projektets formål var træning af journalister på lokalradioerne i at lave bedre udsendelser om landbrug. Og derved give de gambiske landmænd bedre faglige og kommercielle forudsætninger med henblik på at forbedre deres livssituation. Samtidig har projektet udviklet NAC, så de er mere bæredygtige og levedygtige på sigt.

Der blev ansat tre trænere og en landekoordinator i Gambia. En gang om måneden tager trænerne ud til deres respektive områder og gennemfører en dags træning. De stiller nye opgaver og modtager et landbrugsprogram fra deltagerne til vurdering.

Hvert halve år er vores tre aktive i projektet på skift rejst derned – i alt fire ture er det blevet til. Hver gang med nogle dages træning af de lokale trænere og derefter fire-fem dages træning af deltagerne fra især radiostationerne. Desuden er der holdt seminar for radio-ledere for at få dem til at forstå betydningen af projektet.

Selv om man kan sige, at samarbejdet med NAC har været udfordrende har det været succesfuldt. Fem lokale trænere og 20-25 journalister fra lokalradioer uden megen uddannelse bag sig har lært en masse om journalistik. Om vinkling, om at opsøge viden, om at få ideer, om at stille spørgsmål, om etik og meget andet. De har i høj grad bevist, at de har lært noget.

Projektet har kostet 500.000 kroner bevilget af Civilsamfundspuljen – kaldet CISU. De lokale trænere fik en lille løn og de danske deltagere fik dækket deres udgifter til rejse og ophold. Projektet har ikke kostet VORES forening penge. Dog er der stillet krav til autoriseret revision af VORES forenings regnskab. Og op til projektet betalte vi en flybillet til et indledende besøg. De udgifter er dog mere end dækket af det overhead, vi har modtaget til administration.

De tre nævnte har alle lagt meget tid i projektet. Men Per Henrik Hansen har lagt særligt meget tid i projektet, idet han ud over rejserne og undervisninger har taget sig af hovedparten af de administrative og mere kedsommelige dele samt regnskab og budgetter.

Sidst men ikke mindst er jeg glad for at kunne fortælle, at vores Gambia projekt blev fremhævet i forbindelse med IFAJ’s African Forum, som holdt møde på IFAJ-2017 kongressen i Sydafrika, hvor flere af vores kollegaer fra Gambia også var med. Der blev udtrykt stor anerkendelse af, at vi har gennemført projektet, idet et af formålene med IFAJ også er at hjælpe landbrugsjournalister i andre lande til bedre at kunne udføre deres hverv.

Jeg vil ikke bruge så meget tid på de enkelte arrangementer, vi i årets løb har holdt. Men jeg må sige, at det er skuffende, at det er så svært at samle opbakning til VORES medlemsmøder. Jeg ved ikke, om det er fordi, de er for kedelige, for langt væk, annonceres forkert/ for sent eller noget helt femte? Men jeg ved, at vi i bestyrelsen mener, at vi skal gøre noget for at samle flere til VORES forenings aktiviteter.

Derfor har vi også aftalt med vores medlem Gunner Buck, at hans forslag om at tage foreningens virke op til revision er blevet et særligt punkt på vores dagsorden for i års generalforsamling. Så her får vi mulighed for at drøfte, hvordan vi tilpasser foreningens virke til nutidens og fremtidens behov hos vores medlemmer.

Vi var i alt seks danskere til IFAJ 2017 kongressen i Sydafrika, hvoraf tre var fra IFAJ 2020-styregruppen, der blev nedsat på vores generalforsamling for et år siden. Desuden vores vinder af artikelkonkurrencen 2017, Frederik Thalbitzer, som ikke formåede at score topplacering i IFAJ Starprize konkurrencen.

Vi lærte en hel del om både godt og mindre godt og har samlet disse erfaringer i en kortfattet skriftlig rapport, som indgår i arbejdsgrundlaget for vores arbejde med 2020-kongressen her i Danmark. Den har vi fastsat sådan:

  • 20.-24. juni prætur i København/Sjælland
  • 24.-28. juni kongres i Jylland – Vingsted Centret
  • 28. juni – 3. juli eftertur til Fyn eller
  • 28. juni – 4. juli eftertur til Færøerne

Arbejdstitlen er ”Farming today for the society of tomorrow”, hvor vi vil lægge vægt på at vise det frem, som vi er gode til i Danmark inden for fødevareklyngen.

Der er også lagt op til, at interesserede får tilbudt et par dage i Sydsverige i dagene 18.-20. juni, som vores svenske kollegaer tager sig af.

På kongressen i Sydafrika blev ikke optaget nye medlemslande. Men det blev drøftet og vedtaget, at et par medlemmer af IFAJ-præsidiet arbejder videre med at skabe en demokratisk kontrolleret fond, der skal støtte udviklingen af landbrugsjournalistikken i mindrebemidlede lande. Den tanke bakkede de danske delegerede op om. Næste skridt er, at fondens fundats og virke med mere kan vedtages på IFAJ-2018 kongressen i Holland. Hvis der foreligger tilstrækkeligt materiale til det vel at mærke, og det er i orden.

Vores forening er ikke kun medlem af det verdensomspændende IFAJ, men også af det europæiske netværk for landbrugsjournalister, ENAJ. ENAJ’s bedste tilbud er de lavbudget-ture som alle vore medlemmer kan søge om at komme med på. I år er der planlagt fire ture, hvoraf den ene har fundet sted. Det var en tur til Storbritannien i maj, hvor temaet var britisk landbrug og landbrugspolitik efter Brexit.

Næste tur er i juni og går til Rumænien. Senere i år kommer der ture til Finland og Tjekkiet. Prisen for disse ture er under 200 Euro plus flybillet fra Danmark. De 200 Euro – eller nogle gange mindre – dækker alle udgifter til hotel, fortæring og transport i værtslandet, og der er altid arrangeret et fagligt relevant program med reportagemuligheder.

Alligevel er der ofte ingen eller kun ganske få af vores medlemmer som lægger billet ind på turene. For eksempel er der kun en enkelt dansker der vil med en uge til Rumænien, hvor prisen endog er så lav som 50 Euro. Spørgsmålet er om ENAJ kan gøre noget for at gøre lavbudgetturene endnu mere attraktive?

Vores hjemmeside er stadig velfungerende om end lidt langsom til at starte. Vi forsøger at holde den opdateret – også i forbindelse med arrangementer og deltagelse i IFAJ-kongresser og så videre. Men i år lykkedes det ikke så godt, da vi var i Sydafrika af to årsager, der var træls:

  • der var ingen tid i programmet til at skrive og redigere fotos
  • der var meget dårlig internetdækning

Vores absolutte intention er, at vi skal være på dagligt med nyheder, når os, der deltager på foreningens vegne, er ude i verden. Så det er et must, at vi i det danske program for IFAJ-2020 kongressen levner mere plads til deltagernes formidling af det oplevede nu-og-her.

Vores profil på Facebook er også aktiv, men der er ikke ret mange, som besøger den. 179 har klikket på ”synes godt om” for siden, så det er flere, end vi er medlemmer. Men vores opslag når ikke ud til mange. På det punkt kan vi også blive bedre – og gode ideer/aktiviteter er velkomne

Jeg vil slutte med et nogle få ord fra nogle artikler mm, jeg har læst på det seneste:

Forsker: »Vi er midt i en informationskrig. Vi ved ikke, hvem vi kæmper imod, men vi er ved at tabe« Kate Starbird, forsker ved University of Washington.

»Den ’journalistiske sandhed’ er en proces, der begynder med den professionelle disciplin at indsamle og verificere kendsgerninger. Herefter forsøger journalister at viderebringe en balanceret og pålidelig redegørelse for disse kendsgerningers betydning, der er gyldig nu, men samtidig genstand for yderligere undersøgelse«. Vincent F. Hendricks, professor, dr.phil., ph.d., Leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS), KU, i Politiken 25. april 2017

Det er på tide at vælge side: Velkommen til et fornyet Politiken

Den institutionelle integritet: Politiken er uafhængig, og læserne kan derfor stole på, at vi aldrig servicerer særinteresser, hvad enten det er på politikkens, økonomiens eller kulturens område.

Den journalistiske metode: Oplysninger godtgøres eller verificeres med dokumentationens eller sandsynliggørelsens metode.

Kildekritik: Præmisser lægges åbent frem, så læserne selv kan drage konklusioner. For os på Politiken udgør disse publicistiske grundværdier det bedste værn mod en global tendens, hvor en præsident kan blive valgt på alternative fakta spredt via en twitterkonto. Og hvor udokumenterede oplysninger på sociale medier kan tvinge Frankrigs måske kommende præsident Emmanuel Macron til at benægte, at han lever et homoseksuelt dobbeltliv.

Det er derfor, vi nu siger, at det er på tide at vælge side. Vil man oplysning eller opdatering? Vil man dybde eller overflade? Vil man velunderbyggede præmisser eller løse påstande?

Christian Jensen, chefredaktør, Politiken, 30. april 2017

Tak for ordet og tak til jer, der kom til vores generalforsamling og alle, der i øvrigt bakker op om foreningens virke. Det gælder ikke mindst mine kollegaer i bestyrelsen og i udvalget, der tager sig af IFAJ 2020 kongressen.

Og især skal der lyde en tak til Bøje Østerlund, som har valgt at trække sig og til Ulla Birk, som ligeledes træder ud.

This Post Has One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Search