Danske Fødevare og Landbrugsjournalister

Agribusiness – our life, our story

IFAJ 2015 343xs

New Zealand er en overvældende oplevelse på mange planer. Både det faglige, det kollegiale, det naturmæssige og det erkendelsesmæssige.
Globalisering er ingen nyhed, men set fra klodens modsatte hjørne får den helt nye perspektiver og facetter.

Indbegrebet af landbrugslandet New Zealand: egnen ved Matama på Nordøen, der dannede kulisse til filmene Lord og the Rings og Hobitten-trilogien.
Årets artikelvinder i IFAJ konkurrence; Egon Kjøller beretter fra IFAJ Congress i New Zealand.

Tekst & Foto; Egon Kjøller, Picton, 22-23.10.2015

“Wauw!”

Min sidemand i flyveren, kollega Branko fra Slovenien, gav begejstringen frit løb, mens New Zealands sagnomspundne grønne bakker kom til syne under indflyvningen til Auckland.

Og der lød et nyt ”wauw!”, da detaljerne i landskabet lod sig skelne med storbyen, det åbne land og bugte og fjorde – og køer på markerne.

Begejstringen var intakt, da han fløj hjem seks dage senere. Da havde han planerne for syv tv-indslag til sit landbrugsprogram i hovedet og mange timers optagelser på harddisken, og i den kommende tid vil bondefamilier på Balkan i deres fjernsyn kunne møde græssende køer i tusindvis, landmandskolleger, der bekymrer sig om vejr og priser og myndigheder, samt et maori-kor for fuld udblæsning – og grønne, grønne landskaber.

Det ene ord kan også sammenfatte også min egen bedømmelse af IFAJ Congress 2015, landbrugsjournalisternes netop afsluttede topmøde i Hamilton, New Zealand. Det var en overvældende oplevelse på mange planer: det faglige, det kollegiale, det naturmæssige og det erkendelsesmæssige. Jovist, globaliseringen er ikke nogen nyhed, men anskuet fra klodens stik modsatte hjørne får den dog nogle nye perspektiver og facetter.

Solgt til kineserne

Kinas centrale rolle i New Zealands økonomi blev anskueliggjort på mange måder under kongressen, og endda med indlagt journalistisk drama: Undervejs til besøget på slagteriselskabet Silver Fern Farms ny-opførte slagteri lod en altid årvågen kollega med sit hjerte bankende for andelsbevægelsen, Jørgen Lund Christiansen, en lille bombe springe: ”I dag stemmer andelshaverne om at sælge halvparten til investorer fra Kina”. Det satte lissom en ny dagsorden for besøget og den efterfølgende middag.

Det var rigtigt nok, bekræftede direktør Nigel Wilson.

En kæmpekoncern med 800 supermarkeder og 8000 butikker og tilhørende distributionsapparat, Shanghai Maling, ville investere 260 millioner new zealandske dollars – 1,5 milliarder kroner – i selskabet. ”En enestående mulighed” kaldte direktøren det i forventning om en langt bedre adgang til det kinesiske marked og tiltrængt kapital til en gældstynget virksomhed.

82 procent af de 12.000 andelshavere stemte for, men de betaler en pris: nu ejer de kun halvdelen af deres egen virksomhed. Bag den nye medejer står en endnu større gigant: Kinas største fødevarekoncern Bright Food Group.

”Kinas regering har klart besluttet, at gøre fødevaresikkerhed til en helt central politisk prioritet, fastslog en af konferencens centrale oplæg-holdere, Tim Groser, New Zealands internationalt erfarne minister for handel og klimaforandringer.

Det er også i det lys, Kinas store investeringer i den amerikanske svinekødskoncern Smithfields skal ses, forklarede Tim Groser.

Men det går dog også den anden vej, understregede han.

Den new zealandske mejerikoncern Fonterra – verdens fjerdestørste mejeriselskab (på en liste med Arla som nr. 7) – har investeret 4,5 milliarder kroner i Kina og producerer nu én milliard liter mælk her. Da forhandlingerne begyndte, svarede det til en ottendel af Kinas daværende mælkeproduktion. Der er også investeret op mod en milliard kroner i distribution, og i Chile har Fonterra sat op mod fem milliarder kroner i mejeriindustrien.

Alt dette vil fortsætte, lød Tim Grosers vurdering, men udtrykte dog forvisning om, at fødevareindustrien på New Zealand vil fortsætte med at bruge ”dette smukke og behagelige land” som base for eksporten, samtidig med, at man i stadig stigende grad bør lære at gøre sig gældende på markedet for landbrugsteknologi.

Tre procent af verdens mælkeproduktion, 35 procent af verdenshandelen med mejeriprodukter – det er sådanne nøgletal, der blev illustreret under et besøg på Fonterras fabrik i Te Rapa uden for Hamilton. Centrifugerne, tørretårnene, tankene og rørene er gigantiske i størrelse og mængde, men afspejler også, at Fonterras produkter hovedsageligt ligger i bunden af mejeriprodukternes værdipyramide: mælkepulver.

Frihandel over Stillehavet

Det var en af verdenshandelens og diplomatiets store skikkelser, der mødte landbrugsjournalisterne i Hamilton. Skotskfødte Tim Groser fra det lille land dernede under Sydkorset har spillet en central rolle for frihandelens fremme på verdensmarkedet og ikke mindst i forhold til at få landbrugsvarerne omfattet. Han var New Zealands forhandlingsleder i både Uruguay-runden indenfor GATT 1986-92, landets ambassadør i WTO og verdenshandelsorganisationens forhandlingsleder på landbrugsområdet, inden han blev valgt til parlamentet og blev minister.

Han har også siddet for bordenden i den netop indgåede frihandelsaftale Trans Pacific Partnership Agreement, TPPA, der omfatter 12 nationer rundt om Stillehavet, blandt andet New Zealand, Australien, USA, Canada og Kina.  Tim Groser er en stærk fortaler for den omfattende afregulering af samfundsøkonomien, der fra 1980-erne har underlagt new zealænderne (kiwierne, som de kalder sig selv) de frie markedskræfters spil på godt og ondt.

For landbruget på New Zealand betød det, at erhvervet i dag er det mest selvhjulpne inden for hele OECD – 1 pct. af indkomsten er offentlig støtte mod 20 procent i EU, men processen dengang kostede både farme – og farmere, helt bogstaveligt – livet.

Minister underkendt

Et andet perspektiv på hele den økonomiske revolution i New Zealand kan læses i en nyligt udkommen bog, FIRE Economy, af den fremtrædende systemkritiker, juraprofessor Jane Kelsey fra universitetet i Auckland.  Det var dog – vel forventeligt – ikke synspunkter eller analyser, der kom til meget til udtryk under konferencen, men under forhandlingerne om TPPA har det været omfattende demonstrationer ud over hele landet.

Og i selvsamme uge, som ministeren talte for de forsamlede landbrugsjournalister i Hamilton, fastslog New Zealands højesteret i en hasteafgørelse, at hans nej til blandt andet Jane Kelsey og en række NGO’er til anmodningen om aktindsigt i forhandlingsdokumenterne var i strid med landets offentlighedslov og dens principper.  Afgørelsen var også en begmand også til landets ombudsmand, der havde tøvet med at gå ind i sagen.

Aftale med muligheder

”Jo, der har været modstand og demonstrationer. For regeringen har det været som at gå i boksekamp med en hånd bundet på ryggen. Vi kunne ikke gå ud og fortælle om alt det gode, der lå i aftalen, mens den stadig var under forhandling”, forklarede en anden af konferencens top-navne, minister for primære erhverv, Nathan Guy.

”Vi har ikke fået alt, men der er absolut muligheder i TPPA. Døren er på klem til 800 millioner kunder, og vi vil gå gennem den. For mejeriindustrien er aftalen i første omgang 100 millioner dollars værd (443 millioner kroner, red.)”, sagde han.

Og over årene er perspektiverne langt større, understregede ministeren. TPP dækker 36 procent af verdensøkonomien, ikke uvæsentligt for et land, hvis landbrug (og fiskeri, dog i langt mindre omfang) tegner sig for tre fjerdedele af eksporten. Regeringens vurdering er, at aftalen vil bidrage med ekstra næsten 12 milliarder kroner årligt til New Zealands økonomi i 2030 og spare over en milliard kroner i told og afgifter. Eksporten fra primærsektoren tegner sig i dag for 155 milliarder kroner.

Det kræver investeringer i produktion på farme og virksomheder – og i det helt basale: at sikre vand nok til afgrøder og dyr. Der falder regn nok over året, op til ti meter årligt på vestkysten af Sydøen og omkring 1,2 meter i den centrale landbrugsprovins Waikato omkring Hamilton oppe mod nord. Men nedbøren er dårligt fordelt, så der er lagt planer for offentlige investeringer for op til 1,7 milliarder kroner i reservoirer. Farmerne vil hilse det velkommen –  IFAJ-kongressens deltagere hørte mange beklagelser over den aktuelle tørke.

Ian Proudfoot, global chef for agribusiness i konsulenthuset KPMG – med sæde i Auckland, talte også på IFAJ-konferencen. Han betragter udenlandske investeringer i det new zealandske landbrug som både påkrævede og ønskværdige, selvom det er et politisk kontroversilt emne. I den nyeste rapport Agribusiness, Agenda 2015, hedder det:

”Flertallet af industriledere tror på, at en målrettet udenlandsk investor kan bidrage til at frigøre det iboende potentiale i primærsektoren. Udenlandsk kapital kan støtte innovation, finansiere produktionsaktiver, garantere for infrastrukturinvesteringer og introducere muligheder på markedet. De færreste virksomheder på New Zealand har den nødvendige kapital til at kunne kontrollere hele den globale værdikæde, og derfor er det nødvendigt at tage strategiske investerings-beslutninger og udvælge forrtningspartnere. ”

Men varerne producerer ikke sig selv, heller ikke i et land, hvor køerne selv henter foderet på marken, og delvis som konsekvens af de drastisk reducerede mælkepriser er nogle landmænd er gået over til kun at malke én gang i døgnet. Prognosen er, at primærsektoren mangler 50.000 medarbejdere i 2025, og regeringen har allerede taget et første lille skridt for at tage højde for situationen med en bevilling i dette års finanslov på over 30 millioner kroner til ”initiativer”.

En højere grad af inddragelse af landets oprindelige befolkning, maorierne, er en del af det, og erfaringerne er i forvejen bedre, end man ellers alt for ofte ser i de gamle kolonilande. Maorierne er mange og stærke – og i øvrigt bliver befolkningen som helhed stadig mere sorthåret og med brune øjne. I 2038 vil indbyggere med oprindelse i Asien, Stillehavsregionen og den indfødte maori-befolkning tegne sig for 58 procent af befolkningen i hovedstaden Auckland mod 33 procent i 1996, kunne avisen The New Zealand Herald fortælle i en artikelserie om den nye ”regnbue-nation”.

Men mon ikke der vil blive job til unge landmænd på dannelsesrejse også i fremtiden?

IFAJ 2015 318xs

Græsmarks-management er en påkrævet spidskompetence for den new zealandske mælkeproducent. Dan Hinton er en god repræsentant med sine 600 sortbrogede køer på 160 hektar.


Miljøet i fokus

Landbrug og fødevareindustri begynder og ender hos bonden, og IFAJ-konferencens layout var i den henseende fremragende: Foredrag om de store linjer, politikken og tallene om formiddagen, og besøg ude i den håndgribelige virkelighed hos landmænd, virksomheder og forskere om eftermiddagen.

Dan Hinton, mælkeproducent med 600 sortbrogede køer på 160 hektar lignede en god repræsentant for sine kolleger, med sit lysende engagement. Hans vej ind i landbruget kunne måske tjene som eksempel for unge danske landmænd. Han er share-milker, d.v.s. han ejer køerne, men ikke jorden. Det kan komme med tiden, men ikke i første omgang med de priser, der er på jord omkring Hamilton: op til 400.000 kroner pr. hektar. Og da slet ikke nu, hvor mælkeprisen er faldet fra 38,21 kroner pr. kg værdistof sidste år til 21,28 kroner i år – hvilket dog er set over tid er mere normalt.

Et tema gik igen hos samtlige landmænd, der fik journalist-besøg: miljø-udfordringen. For denne deltager, taknemlig vinder af årets danske artikelkonkurrence på et bidrag om netop miljøet, var det et emne, der i sagens natur påkaldte særlig opmærksomhed. ”Retention” som virkemiddel i miljøpolitikken var nu ikke noget, som hverken de new zealandske myndigheder, industrien eller landmændene benyttede sig af, selvom miljøforskeren, dr. Stewart Ledgard på forskningsinstituttet AgResearch nok var bekendt med fænomenet.

De har dog andre genkendelige metoder til at begrænse udslippet af næringsstoffer til søer og vandløb: ikke randzoner, men noget lige så håndfast: krav om hegn langs vandløbene. Det bliver til mange kilometer, og med sine egne indbyggede paradokser: Malkekøer må ikke lette halen i vandet, mens der ikke endnu er samme krav til kødkvæg eller får.  N er vel N, mente én af de farmere, jeg mødte, som også forudså problemer med tilgroning og ringere vandføringsevne i de indhegnede vandløb.

Det er Fonterra, landmændenes eget mejeriselskab, der stiller kravet, stærkt bevidst om sit grønne image på verdensmarkedet. Også på New Zealand holder miljø- og naturorganisationer et vågent øje med, hvad der foregår. Målene skal nås inden 2020, men mejeriet kan selvsagt ikke stille krav til fåre- og kødkvægfarmerne.

Men Charlie Lea, en fåre- og kødkvægfarmer med 225 hektar grønne bakker uden for Hamilton, har set skriften på væggen. Han tror ikke, at beskyttelsen af vandløbene bliver ved at være frivilligt, og han er gået i gang med at plante langs sine bække og i sine lavninger, og har etableret en planteskole som del af sin virksomhed. Han vil gerne tage ansvar for det miljø, som hans børn og børnebørn skal leve i, men han tror nu alligevel, at farmerne i almindelighed må tilskyndes med en økonomisk “gulerod” i tilskyndelse, særligt fåre- og kødkvægfarmerne oppe i de stejle bakker. For malkekvægfarmerne nede på det flade er det nemmere at gøre noget.

”Vi har både plantet og sat hegn omkring vores vandløb og opfanger næringsstofferne, før de render ud i vandløbene. Min nabo, mælkefarmeren, har hegnet, men ikke plantet, men de her ting kommer. Folk ser over hegnet og ser, hvad naboen gør. Det vil brede sig, og folk vil erkende fordelene: skygge til dyrene, indhegning af områder, der alligevel var for besværlige at afgræsse”, forklarede Charlie Lea gruppen af journalister på markvandring.

”At gøre noget godt for miljøet, er en rigtig god fornemmelse, når først du begynder på det og jeg ser ingen ulemper overhovedet. Jeg tror endda det vil kunne øge produktionen lidt, når man skal koncentrere indsatsen på et lidt mindre areal. Og der er også det æstetiske element – farmene kommer til at se smukkere ud”, tilføjede han.

Charlie Lea på Ratanui Farm forekommer at være en værdig aktør i Fortællingen om New Zealands landbrug: den naturnære produktion, hvor dyrene går på græs altid. Det gør langt de fleste stadig, og det ser fantastisk ud. Det er også billigt, nogle pandepladebygninger til malkestalden og kalvene er stort set, hvad der behøves, og mekaniseringsgraden er lav. Men man skal ikke tage fejl, der er intensivt landbrug med krav om management af afgræsningen. Tre køer pr. hektar er det normale, det dobbelte af grænsen i Danmark – men forudsætningerne i vækstsæson og afgrøder er ikke ens. Kløver er den vigtigste kilde til kvælstof på græsmarkerne, en kvart tons pr. hektar.

Alligevel er der landmænd som Chris Glassey på Scott Farm, der driver forsøg med at intensivere yderligere ved på amerikansk vis at holde dyrene stuvet sammen i åbne folde dagen igennem. Måske er det den vej, Ian Proudfoot agribusiness-chefen fra KPMG advarer mod i konsulenthusets nyeste rapport:

”Der er stærke associationer hos mange forbrugere mellem New Zealand og naturlige produkter. Det gør endnu vigtigere, at industrien er forsigtig og holder fodslag i sin tilgang til grundlæggende forandringer som genteknologi og den nye generation af forarbejdede og syntetiske proteiner, der er på vej. I de strategiske valg, der skal tages om disse forhold, bør fokus ikke alene være på kortsigtende finansielle virkninger, men også på, hvordan man bedst bevarer New Zealands brand som en bæredygtig innovativ og førsteklasses producent. ”

 

IFAJ 2015 377xs
De danske deltagere på IFAJ-kongressen i New Zealand klar til afskedsmiddagen. Fra venstre: Aage Krogsdam og ægtefællen Marianne Larsen, Micke Godtfredsen (dansk, men arbejder på et svensksproget landboblad i Finland), Egon Kjøller, Per Henrik Hansen, Jørgen Lund Christiansen, formand Niels Damsgaard Hansen og Christian Erin-Madsen.

Mangfoldigheden

Mangfoldigheden i New Zealands landbrug blev afspejlet i programmet for de fem konferencedage i IFAJ. Her lærte vi for eksempel også, at det elektriske hegner opfundet i Hamilton, på fabrikken Gallaghers, der i øvrigt også ejer det danske Elefanthegnet. Vi fik indtrykket af professionalismen og de store penge i hesteopdræt. Mindet om avlsmatadoren Sir Tristram (1971-97) på stutteriet Cambridge blev holdt i hævd med både statue og granitgravsten. Enhver, der ville slå ørerne lidt ekstra ud – i sig selv nødvendigt for at fange kiwiernes særlige afart af engelsk – kunne således ikke undgå at blive klogere, også på emner, man måske ikke lige havde overvejet nytten af. IFAJs bidrag til den journalistiske almendannelse, kunne man måske kalde det.

Og dertil kommer den store værdi, der ligger i en sådan konferences kollegiale aspekt: Her mødtes 150 journalister og kommunikationsfolk fra 27 lande – lige fra den canadiske kollega, der skriver historier til traktorfabrikken John Deeres publikationer til de unge fagbladsjournalister fra Filippinerne og Indonesien. Forskellige verdener, forskellige udfordringer, men i mangt og meget samme sprog og forståelse af dét afgørende, som journalisten skal kunne levere vidnesbyrd om: ”our life, our story” – konferencens velvalgte slogan.

Således var der, blot for at nævne et eksempel, international præmie til en australsk kollega, der til sin radio havde lavet reportage om den venlige mand, der sikrer, at alt går rigtigt til på det lokale halal-slagteri i Cairns.

Og der var præmie til vor egen Per Henrik Hansen for bedste reportage fra sidste års IFAJ-konference.

På afslutningsaftenen havde IFAJ-præsident, schweizeren Markus Rediger, hele forsamlingen med sig, da han udtrykte sin hyldest til arrangørerne, New Zealand Guild of Agricultural Journalists and Communicators. Aldeles velfortjent.

Næste år er der IFAJ-kongres i Tyskland. Præcis hvor, er der vist stadig interne drøftelser om hos de tyske kolleger, men fra denne førstegangs-deltager skal der lyde en varm anbefaling. Der er historier, indsigt, netværk og internationalt fællesskab at hente. I 2017 er det Sydafrika, men IFAJ giver også andre muligheder for at indsigt i afrikanske bønders forhold og vilkår, og på kongressen i Hamilton foretog en række deltagere et fælles fremstød for disse studierejser.  ”Det har simpelthen ændret mit syn på verden – dyb respekt for de mennesker”, som en deltager erklærede.

Anita Corpas

ADMINISTRATOR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Search